Keramik har været Uri Avitans passion i mange år. At bruge hænder og fantasi kreativt har han altid dyrket, og keramikken gav ham mulighed for at fuldende det og gøre en hobby til en livsform.
Efter en omvej omkring tøjbranchen og selvstændig virksomhed er Uri Avitan de sidste 5 år vendt tilbage til at udfolde sig inden for den keramiske verden.
Nye teknikker og udtryksformer bliver udforsket, og når de mestres hopper han igen ud, hvor han ikke kan bunde og prøver noget nyt. Inspirationen kommer fra eksotiske dyr og fra havet, først og fremmest koralhavet, hvor farvesammensætningerne er unikke.
For tiden arbejder Uri Avitan med store krukker i unikke former med grafiske dekorationer, og kopper som bruges til glasurprøver, hvor der frit kan eksperimenteres med farvesammensætningerne.