Lava-ler efterlader små sorte prikker, der træder tydeligt og rustikt frem i lerets uglaserede overflade. Og netop lava-ler ses og mærkes i bunden på et af Jonas Breiviks keramiske signaturprodukter. Han benytter lava-ler til sine hankfri krus, som på resten af kroppen får en ultrablank og mat glasur i hav-inspirerede farver som blå, lilla og grøn.
Det andet keramiske signaturprodukt er hånddrejede olielamper i raku og stentøjsler, Rakulamperne brændes efter traditionel japansk metode i en olietønde i baghaven. Ikke to af Jonas Breiviks lamper er ens, men varierer form og størrelse fra 7 til 12 centimeter. Jonas Breivik er uddannet lærer og driver en kreativ kursusvirksomhed og webshop fra sit nedlagte landbrug i Hjortshøj nord for Aarhus.