Selv om et universitetsstudie i sociologi og en efterfølgende forskningskarriere sneg sig midt ind i Finn Dam Rasmussens liv, har keramikken altid været et gennemgående vilkår for ham. Fra 1967-72 drev han eget værksted og udstilling på Nordvestfyn, og siden 2008 har han fra værkstedet i Tisvilde igen arbejdet fuld tid med kunsten. I mellemårene drev han ”Klassisk – Galleriet for møbelkunst” i København, ligesom han undervejs har været medlem af det keramiske kollektiv i Saxogade.
Finn Dam Rasmussen arbejder gerne i større flader og benytter særligt to teknikker til sine monumentale keramiske skulpturer. Den ene, der kommer frem gennem mange lags spartling med begitning, giver værkerne en stoflig overflade. Den anden er en saltglasering, der får lerets overflade til at minde om en appelsin.