Årskruset 2026 er hånddrejet af keramiker Maria Suurballe fra Claywise, Aarhus.
Kruset findes i fire smukke farver.
Kruset er drejet i gråt lava-stentøjsler og er inspireret af japansk keramik – med en stram form og en lille fod, som kruset hviler på.
For at bløde den stramme form op er der drejet en spiral i kruset fra bund til top.
I bunden af kruset finder du et “C” for CLAY. Det er påsat efter afdrejning og trækker tråde til Claywise’s hjertekopper, hvor man finder et lille hjerte i bunden, når man er færdig med sin kaffe eller the.
Efter drejning tørrer kruset til ’læderhård’ tilstand. Det indvendige “C” påsættes i bunden, og årstallet stemples på ydersiden. Kruset forglødes ved 980 grader. Herefter slibes det, inden det dyppes i én af de fire glasurfarver, som CLAY har valgt i samarbejde med Claywise. Kruset glasurbrændes ved 1240 grader, og som prikken over i’et slibes det til sidst med en diamant-slibepude på den nederste del med rå ler, så det bliver blødt og behageligt at have i hånden.
Keramik fra Claywise udstråler en følelse af ro, jordforbindelse og tidløshed. Det har en stilfærdig styrke, der taler til en æstetisk bevidsthed, men som også værdsætter det enkle og det håndlavede.
Vi håber, at du vil nyde dit årskrus 2026.
Da hvert eneste krus er håndlavet og unikt, kan der være en lille smule afvigelser i størrelse og nuance fra målene og billederne her.











