Mathilde Juel
“Jeg er keramiker i spændingsfeltet mellem det vilde, det rå og det altforfinede – og mellem kontrol og uforudsigelighed.
Leret vil allerhelst følge egne veje, og jeg følger gerne de gådefulde og til tider fjollede urtidsstier. Vi er legekammerater, leret og jeg. Selvom det (leret) kan være irriterende barnligt, egoistisk og humørsygt, forsøger vi for alt i verden at nå frem til en fælles vild, luftig og magisk løsning, som rigtige venner jo gerne gør. Vi følges ad, mit vilde materiale og mit levende, ledende mig.
Vi vil det frie, løsslupne og naive – i både stil og tilgang. Det umiddelbare, det legende og det, der føles ubesværet, men som i virkeligheden kræver præcision og mod. Vi spiller med kontrasterne: Ler og menneske, form og figur op imod glasur og farver. Det robuste mod det flydende. Det stringente mod det organiske. Vi vil ikke det fine fejlfrie, men søger altid, altid, altid det legende levende.
Og så er der glasuren – uhhh glasuren – uhhh – den vil hellere end gerne noget helt andet end planlagt. Men netop dér sker magien. Det, der ligner vilde vildfarelser, viser sig ofte at være en god del af lige præcis det, der giver værket karakter. (Hemmeligt : Vilde vildfarelser vil ledes og lokkes for at lykkes.)
Det er i det intime samspil mellem intention og tilfældighed, at det gnistrer og brager – og det er dét, der bliver ved med at fascinere både mig og min allerbedsteste legesyge legekammerat”.
